Rumvarme, gulvvarme og udtørring

Rumvarme

Varmeanlæg kan være nødvendig i visse områder af verden. Generelt er behovet for varme blevet mindre efterhånden som staldene bygges med 2-klima stier og delvis spaltegulv.

Behovet for varme falder med faldende staldtemperatur, mere end man skulle tro. Forklaringen er, at varme hænger sammen med minimum ventilation, altså luftkvaliteten. Luftkvaliteten påvirkes især af produktionen af lugt, fugt og ammoniak fra spalter og gylle.

Denne produktion er meget temperaturafhængig. Én grad lavere gylletemperatur er 10 % mindre ammoniak (Kilde: Miljøstyrelsen, gyllekøling). Fra samme kilde anføres, at 2/3 af ammoniakken kommer fra gyllen, resten kommer fra spalterne. Da både spalter og gylle bliver koldere, når staldtemperaturen sænkes, så gælder generelt, at ammoniakproduktionen falder med 15 % per grad.

Et par eksempler viser betydningen:

1. En farestald udstyres med overdækninger og intelligente varmelamper, hvorved staldtemperaturen kan være 4° lavere. Det giver 48 % lavere ammoniakproduktion, og sammen med de 4° lavere temperatur kan minimum ventilationen mere end halveres. Det betyder, at der ikke er behov for et varmeanlæg.

2. En fravænningsstald udstyres med intelligente overdækninger, hvorved temperaturen kan være 8° lavere. Det giver 72 % lavere ammoniakproduktion, der sammen med den lavere staldtemperatur betyder, at minimum ventilationen kan være tilsvarende lavere. Det betyder, at der ikke er behov for et varmeanlæg.

3. En stald udstyres med CO2 styret minimum ventilation. Den sikrer en helt præcis og behovsafstemt minimum ventilation. Risikoen for at overventilere stalden med dyr med lav varmeafgivelse er væk, og varmeanlægget kan undværes eller være meget mindre, hvis udeklimaet omfatter meget kolde vintre.

To babystalde (4 til 7 kg) i Finland med intelligent overdækning kører uden gulvvarme og rumvarme

De to babystalde blev indrettet med gulv- og rumvarme, men man glemte undervejs at koble det til varmeforsyningen. Ingen lagde mærke til det, da det blev vinter. Først hen på sommeren blev man klar over, at de to stalde havde kørt gennem den kolde vinter uden anden varme end varmelamperne i overdækningerne. Resultaterne var overbevisende og man havde ikke bemærket et behov for bedre luft.

Et varmeanlæg skal spille sammen med ventilationsanlægget

 

Krav til varmeanlæg

  • Det skal tilføre varmen i det område, hvor dyrene hviler sig.
  • Det skal fordele varmen ens i hele stalden.
  • Varmemængden skal kunne reguleres trinløst enten med 0-10 Volt eller med tidsmoduleret relæstyring.
  • Det skal kunne holde til aggressive luftarter i stalden.
  • Det skal let kunne rengøres, så skadelige bakterier ikke overføres til næste hold dyr.

Et varmeanlæg er en betydelig investering, specielt hvis det er baseret på varmt vand. Det er ikke kun anlægget i selve stalden, men også fremføring af varmt vand i gangen og separat rum med kedel og skorsten.

I visse lande kan man opnå tilskud til at omlægge fra fossil varme (olie, kul, gas) til vedvarende varme (biomasse, biogas). Det kan synes som en god investering, da biomassen er lidt billigere. Der bruges fortsat den samme mængde energi. Hele verden er på vej med denne omstilling, og det må forudses, at biomasse bliver meget dyr.

Det er bedre at fokusere på at udnytte helt gratis varme 100%, nemlig dyrenes egen varme, inden der indkøbes varme. De tre eksempler ovenfor viser nogle oplagte muligheder.

VengSystem leverer ikke varmeanlæg og er derfor neutral når det gælder rådgivning i et konkret projekt. VengSystem kan dog levere motorventiler til styring af varmen.

Gulvvarme

Mange landmænd anvender rumvarme, nogle vil også bruge gulvvarme til rumvarme.

Det kan ikke understreges nok, at gulvvarme ikke kan anvendes som rumvarme. Rumvarme skal varme luften op, ikke grisene. Når grisen har en varm side og en kold side, så opstår der stress i stien, og produktionen påvirkes negativt. Gulvvarme er god til udtørring, men derefter er det bedst at afbryde den.

Gulvvarme stjæler varmen fra de grise, der har mest behov for varmen. Hvis der går nogle mindre grise i en sti, som har det bedst ved en højere temperatur, vil de, når de ligger på gulvet, aflevere varme til de større grise, som ikke har behov for mere varme. Derfor er varmetilførsel på stiniveau at foretrække.

Udtørring

Efter vask skal sektionen tørres helt ud. Indsættelse af grise på et vådt og dermed koldt gulv koster et par dages produktion. Udtørring kan ske med varme + ventilation eller med en affugter og ingen ventilation. Sidste metode er energimæssigt den bedste, men den tager også dobbelt så lang tid.

Anvendes varme er det vigtigt at vide, at et rumvarmeanlæg ikke er velegnet til udtørring. Udtørring skal ske hurtigt og med en høj temperatur inde i stalden, og det har et rumvarmeanlæg ikke kapacitet til. Et mobilt oliefyr er godt, især da det også sætter luften i bevægelse, så fordampningen forøges.

En udtørringstemperatur på 30° fjerner dobbelt så megen vand som knap 20° for hver kubikmeter luft, der ventileres. Fordi vandet kun udgør få procent af luften, drejer det sig om at holde luftskiftet nede.

 

 

+45 9759 2072
VengSystem A/S
Nautrup Møllevej 22
7870 Roslev
Danmark
vengsystem@vengsystem.com
Graphic Master - Leverandør af grafisk materiale Dynamic-it leverandør af webshop
Til toppen af VengSystem Ventilation

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her